Uddannelsesvejleder.dk
Professionel uddannelsesvejledning Kristina Schrøder
Cases

Her kan du læse om forskellige eksempler på vejledningsforløb, hvor enten en enkeltstående samtale, opgavevejledning eller et samtaleforløb har afgørende betydning for de videre livsmuligheder og valg:

 

Case: Frederik

Frederik har altid elsket at gå i skole. Venner, lektier og fritidsinteresser er gået op i en højere enhed og han  har aldrig tvivlet på sine egne evner. Han har ikke altid scoret topkarakterer, men hvad han ikke har kunne køre hjem på flid, har han let kunne vinde på charmen. Efter 1. år på ingeniørstudiet blev han grebet af eventyrlyst og rejste til Guatemala. Her fik han mulighed for at deltage i et byggeprojekt i en bjerglandsby.

Nu er han tilbage i Danmark og er startet forfra på RUC. Kulturmøder og fremmede folkeslag har for alvor fanget hans interesse. Frederik har dog identificeret et tilbagevendende problem: Hver gang han skal skrive en større opgave, får han en skriveblokering halvvejs inde i processen. Han får lyst til at feje det hele af bordet og rejse væk igen. Han føler sig egentlig ikke skoletræt, livet som studerende er sjovt nok, men hans skriftlige afleveringer opnår ikke helt et fagligt niveau, der svarer til hans egne ambitioner. Frederik drømmer om at opnå mindst en karakter højere i bedømmelse og han ved, at han har behov for støtte til at få struktureret sine tanker om opgaven. Samtidig har han behov for støtte til at få struktureret sit materiale samt måden hvorpå det skal anvendes i opgaven.

Case: Emma

Emma går i 3.g. I gennem alle tre gymnasieår har hun sådan set været flittig nok, men hun har altid følt sig usynlig. Op til terminsprøven får hun lyst til at opgive det hele. Hun orker ikke at tage stilling til de mange krav og hun kan ikke overskue den sidste del af skoleåret frem mod studentereksamen. Hun har mistet overblikket. Emma føler sig træt hele tiden og sover meget. I perioder isolerer hun sig og skammer sig over for sine klassekammerater. Emma er bange for at forsvinde helt, hvis nogen konfronterer hende med spørgsmål om, hvordan hun har det. Hun er bange for at blive afsløret i, at hun ikke kan huske noget fra undervisningen. Hun føler sig uvidende og kedelig.

Emma har ikke lyst til at tale med sine forældre om problemerne. Hun er bange for at skuffe dem. De har været så stolte af hende siden hun startede på gymnasiet og tror fortsat, at alt går fint. I perioder føler Emma sig meget trist og hun bekymrer sig om de tilbagevendende negative tanker. Emma er bekymret for, om hun kunne finde på at træffe nogle uhensigtsmæssige valg.

 

Case: Zaki

Zaki har været igennem en lang sygdomsperiode. Han har fået en diagnose, som skræmmer ham selv, og han har ikke lyst til at fortælle andre om den. Han er intelligent og har de intellektuelle ressourcer til at gennemføre en uddannelse, men han er i tvivl om, hvorvidt han kan klare de sociale udfordringer i forbindelse med opstart på en uddannelse. Er der overhovedet plads til sådan én som ham i uddannelsessystemet?  Han har længe haft hospitaler og offentlige kontorer som primær kontaktflade, men ønsker nu at stå på egne ben. Han er bekymret for, om han tør slippe sikkerhedsnettet og han nages af tvivl om hvorvidt andre mennesker kan se på ham, at han har en fortid med sygdom, indlæggelser og medicinering.

Zaki kan egentlig klare det hele selv, men han oplever et dybt behov for støtte til at få sparket døren ind på drømmestudiet og komme fra start. Evt. med brug af de støttemuligheder, som uddannelsesinstitutionen stiller til rådighed.

 

Case: Andrea

Andrea har misbrugt alt i sit liv. Mest af alt andre menneskers tillid. Familie og venners omsorg og nærhed er røget på den konto. Hun drømmer om at flytte til en anden by og starte på en frisk, men hun står uden netværk og aner ikke, hvordan hun får fodfæste et nyt sted. Hun overvejer at tage en uddannelse, men aner ikke, hvad der er af muligheder de forskellige steder. Andrea savner oplysninger og ikke mindst vejledning i, hvordan hun gør tingene anderledes, næste gang hun binder sig til andre mennesker.

 


   Uddannelsevejleder.dk - Kristina Schrøder - tlf.: 2072 1705